Feriens bedste accessories

Indlæggelse

//LIFESTYLE// Nå, der blev lige rigtig stille herinde på bloggen. Synes ellers jeg var inde i sådan en god periode med at uploade en masse indlæg til jer under ferien. Men, jeg blev mere og mere syg og til sidst var det et spørgsmål om at få mig hjem i god behold fremfor at fokusere på noget som helst andet. Jeg er nu indlagt på 4. dag og I har måske fulgt lidt med i det på Instagram? Hvis ikke, så får I historien her:

Allerede søndag på ferien (3 dage inde) begynder jeg at få det ret skidt. Tror jeg skrev lidt om det i det her indlæg. Det var som om mit energiniveau faldt til absolut nul og jeg fik nogle mærkelig mavesmerter som jeg ikke kunne genkende. Derudover havde jeg hvad føltes som en hules masse plukveer. Vi undskyldte lidt det hele med graviditeten og der jo havde været run på i nogle dage med rejse og tur rundt i San Remo, for ikke at tale om et varmere klima. Og vi tænkte jeg nok bare skulle sørge for at ligge og hvile mig så meget som muligt. Så det gjorde jeg. Hele ugen. Men jeg er en stædig rad og når man er på ferie vil man jo også gerne lave ting, man gider ikke bare ligge i sengen. Så vi lå ved poolen, stranden og floden. Mest af tiden lå vi ned. Jason lavede mad for det meste, for magtede ikke skulle ud at spise. Mere end højst nødvendig. Desuden kunne jeg heller ikke holde til at gå mere end 5 minutter af gangen, og stå op kunne jeg absolut ikke. Presset på mit bækken og mine tarme var kolo-enormt! Det tilsat alle mine mavekramper/veer (10-15 i timen) gjorde det bare til et helvede.

Jeg skal være den første til at indrømme jeg bandede og svovlede over graviditeten. Og vi nåede også at have en dyb samtale om at vi måske bare er skabt til kun at få et barn. Måske min krop bare ikke er stærk nok til at bære på en baby i så langt tid. Og man bliver ærgelig over sig selv, for hvorfor er jeg så svag? Jeg har altid været sund og dyrket masser af motion. Hvorfor kan min krop ikke finde ud af det?

Men i baghovedet lå andre bekymringer, bekymringer relateret til mine tidligere maveproblemer. Grunden til jeg skal have kejsersnit. For min mave blev mere og mere umedgørlig. Jeg skal ikke gå i detaljer, men vil betegne mig som havende et reelt handikap når jeg ser tilbage på hvordan jeg havde det i sidste uge. Det spøgte i begge vores hoveder, men at være strandet i Italien var ikke sagen. Og vi forskød de tanker, så vidt muligt.

Vi kom hjem sent lørdag aften efter flyforsinkelse fra Nice. Jeg holdte ud. Men også kun med nød og næppe. Jeg mødtes med nogle gamle kollegaer til brunch søndag morgen og bandede endnu engang over graviditeten. De kunne godt se jeg ikke havde det godt. Så da jeg tog hjem efter en time ringede jeg til sygehuset. Jordemoderen synes det lød som om jeg havde fået en mavevirus under ferien og sagde jeg skulle holde mig til vand og panodil og se hvordan det gik. Det gik ikke. Så mandag ringede jeg atter til hospitalet – okay de ville gerne se mig på fødegangen.

Bliver indlagt mandag middag og først og fremmest undersøger de baby, han er ok! De tager en del prøver fra mig, men det går langsomt og vi får ikke svar på så meget mandag. Ydermere konsulterer de med mave/tarm afdelingen som jeg normalt er tilknyttet og bestemmer jeg skal starte ud på intravenøst antibiotika da mine infektionstal er forhøjede. Desuden får jeg medicin til at dæmpe mine mavekramper. Det viser sig at være kolik lignende kramper fremfor reelle plukveer, men lægen er bekymret for at kramperne kan sætte gang i fødsel ved at irritere livmoderen voldsomt. Jeg sover det meste af dagen on/off. Ved 23-tiden bliver jeg sendt op på afdelingen, kommer gudskelov på ene-stue, alt andet ville heller ikke være fair for hverken mig eller de andre patienter.

Tirsdag sker der ikke det store. Smerter er der stadig, maveproblemer er der stadig. Får ret stærke smertestillende og krampe medicinen holder mig nogenlunde smertefri – men jeg sover og sover og sover. På nuværende tidspunkt er der 3 forskellige afdelinger som er involveret i min sag. Jeg får desuden en vækstscanning og baby bliver skønnet til lige under 2kg her i uge 31+1 og ligger over gennemsnittet – så det er vi glade for. Jeg har kun taget 2,6kg på, så hvis baby vejer 2kg og min livmoder også lidt, så har min krop vist bare tæret alt andet. Regnestykket synes jeg er lidt skræmmende. Jason bringer en lækker pizza til aftensmad tirsdag, tager et lille bid og får enorm kvalme og ender med at kaste voldsomt op. For en som ikke har kastet op i 13år, så er dette ikke et godt tegn.

Onsdag morgen er mit første besøg fra min obstetriker som har fulgt mig nøje siden sidste august. Hun er enormt bekymret da hun ser mig (hun var ikke på hospitalet mandag og tirsdag) og for hende er der en masse røde lamper som begynder at lyse, så hun får sat et hulens masse undersøgelser i værks, gudskelov for det. Hun ringer direkte til min overlæge fra mave/tarm afdelingen som smider alt hvad han har i hænderne og selv styrter ned for at lave kikkertundersøgelse på mig. Det er fandme god service! Som han sagde til mig, stjernerne stod rigtigt på himlen for mig, så de har sat alt i værk. Hold kæft jeg føler mig heldig <3 Inden undersøgelsen fortæller han mig der nok er 3 udkom: enten er det noget inflammation i min J-pouch som er blusset op, inflammation vi tidligere har kendt til. Men da symptomerne er anderledes er vi ikke helt sikre på det. Der kunne også sidde noget nyt inflammation længere oppe i systemet som er blusset op. Tredje udkom kunne været et ‘mekanisk’ problem, at baby simpelthen ligger og presser på arvæv jeg har inde i maven og der derfor ikke er passage. Hvis det er mekanisk kan de i første omgang gå ned gennem halsen og suge ud og prøve at lindre lidt, men i sidste ende ville det skulle ende med kirurgisk indgreb og skære baby ud ret hurtigt. Som I kan regne ud fældede jeg lige en tåre ved den nyhed og fik spurgt om jeg skulle ringe efter Jason.

‘Heldigvis’ viste kikkertundersøgelse at der var fri passage, men der både sad noget gammelt inflammation og noget nyt længere oppe. Det gode ved det er at de nu ved hvordan det skal behandles, og det gik jeg straks igang med. I mellemtiden blev jeg sendt til ultralyd af maven, hvilket ikke er let når der ligger en stor baby derinde. Og da jeg kom tilbage på afdelingen kunne jordemoderen fortælle at de havde fået svar på nogle prøver fra mandag, som viste jeg har en bakterie i maven som kan være meget farlig, både for mig og mine omgivelser. Dette betyder de nu har lagt mig i isolation og jeg må ikke forlade rummet. Bakterien er lægerne nu ikke så bange for, åbentbart har 1 ud af 30 mennesker denne bakterie i maven og normalt forvolder den ikke problemer. Den kan udvikles efter langvarig antibiotika behandling, hvilket jeg var på sidste år. Så det giver meget god mening. I øvrigt er behandlingen af bakterien med netop den antibiotika jeg allerede får IV. Men vi laver tests de næste par dage for at tjekke at den ikke begynder at udvikle toxiner.

Så igår var en vældig dag hvor jeg foruden også blev introduceret til både mave/tarm kirurgerne samt radiologerne. Så nu er der mindst fem teams som holder øje med mig. Det er altså vildt!

Jeg er vågnet her til morgen i meget bedring ift igår. Min læge var så lettet da hun så mig i morges, hun sagde at hun skrev igår i hendes noter ‘I’m very worried for Josephine’, men det ville hun selvfølgelig ikke fortælle mig igår. Så at se hende være lettet i morges betød en del.

Jeg er stadig kun på dag 1 ift bedring og der er stadig en del undersøgelser de snakker om at lave, så jeg tror ikke jeg bliver udskrevet foreløbigt. Så det ser ud til jeg kommer til at fejre min 31års fødselsdag i isolation på hospitalet. Det er da meget hyggeligt? I det mindste bliver jeg totalt overvåget og det gør baby også, og det er det vigtigste. Og nu er mit hovede ved at være klart igen til at kunne sidde og skrive et indlæg som dette samt se lidt TV2 Play – det er rart!

Jeg holder jer opdateret!

5 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Feriens bedste accessories