Tid til endnu et shoppestop

//LIFESTYLE// Sidst jeg holdte shoppestop var tilbage i 2013. Lige inden en ferie til USA og lige inden vi flyttede til Bristol. Jeg var lige blevet færdig på uni. Eller dvs jeg startede 8 uger før vi tog afsted, så i min sidste tid på uni hvor pengene på SU var små. Siden da har jeg ikke kunne holde mig til et shoppestop. Overhovedet! Men 2018 har været dyrt indtil nu; indkøb til skiferie er ikke billige; ski, bindinger, skijakke (okay indrømmet ikke nødvendig), blødt rejsetid, halsedisse, skipose, luffer osv osv. Og i næste måned bliver jeg lidt i underskud med løn da jeg bliver nødt til at holde en uges ubetalt ferie ind imellem gamle job og nye job. Nuvel, det er mit eget valg, men en tur til Danmark betyder altså mere for mig end en uges løn!

Så hvad bedre end at holde shoppestop!? Nu skal det være. Spørgsmålet er om jeg kan holde otte uger igen? Det vil jeg mægtig gerne for det ville skabe så meget lækker plads i økonomien! Jeg går all in! Med et Wildcard: når turen går til Danmark, og det gør den jo ikke så tit, giver jeg mig selv lov til at købe en ting, kun en! Og slik ved grænsen gælder altså ikke som en del af shoppestop 😉

3, 2, 1 – sæt igang!

 

b63f0095-95c2-4ae4-942e-25c9bc0597ae

9828bf6f-a701-417d-b036-fc583a80d33b

Så glad og lettet ser man ud når man har sagt sit job op!

//LIFESTYLE// Synes disse billeder fanger min nuværende sindstilstand ret godt! De blev taget i Mexico, ikke på vores første katamaran tur hvor jeg var en bangebuks og ikke turde snorkle. Nej de blev taget på vores anden og helt identiske katamaran tur lige efter jeg havde snorklet en time i det turkisblå vand med J. Følelsen af lethed, af lykke, af sejr er præcis hvad disse billeder viser, og mon ikke I kan se det på mit ansigtsudtryk?

Præcis sådanne følelser har jeg haft siden fredag. For næsten tre uger siden sagde jeg mit job op! Da vi var i Mexico, meget apropos billederne, blev jeg af flere gange kontaktet af en headhunter. Gjorde intet ved det. Indtil starten af januar. Fem jobsamtaler senere var jobbet mit! Og jeg kunne ‘med glæde’ meddele mine chefer at jeg forlader dem. Det har været hårdt! Sindssygt hårdt! For elsker mit job, og har verdens bedste team og chefer! Men virkeligheden fortæller mig også at jobbet ikke er for mig, jeg er blevet presset for hårdt! Og det ved mine chefer godt!

Den første uge prøvede de inderligt på at overtale mig til at blive. En forfremmelse og lønforhøjelse var på bordet. Men min mavefornemmelse fortalte mig jeg skulle videre. De er meget kede af det! Og det var faktisk kun i fredags jeg fik grønt lys til at fortælle mit team jeg forlader dem. Om mindre end 14 dage!

Jeg er lettet og overordentlig lykkelig for mit valg! Jeg er spændt og glæder mig vildt til at starte det nye. I vil nok rigtig gerne vide hvad jeg skal lave og hvem jeg skal arbejde for? 😉 holder lige den information tilbage indtil jeg er ude af mit nuværende job. Men jeg kan give jer en ledetråd: det har enormt meget at gøre med disse billeder…. #cliffhanger

Hvis I er nysgerrige, kan I læse hvad mit nuværende job handler om her.

Og læse med hvorfor det har været for hårdt for mig her.

 

 

5377a172-0303-4808-9e73-d2c0e43c88cb

9b2115fb-5833-4967-aa67-a543ba8db5b8

8e37125e-ab25-4300-afc6-28005e06c338

Tak for jer

//LIFESTYLE// Jeg har jo verdens bedste følgere her på bloggen og på Instagram, tusind tak for jer! Mit indlæg fra i søndags var ikke tiltænkt som et opmærksomheds krævende kommentar-magnet, som også viste sig at slå besøgsrekord på bloggen. For mig var indlægget en måde for mig at sætte ord på hvad jeg har været igennem de seneste måneder. Og det var skønt at få åbnet op. For har gået med en hulens masse tanker inde i mit hovede. Nu føler jeg lidt disse tanker er blevet delt med mine virtuelle veninder. Og Responsen har været overvældende! Så mange af jer er kommet med gode råd, positive inputs og ikke mindst gode ønsker om snarlig bedring. Det betyder mere end i aner!<3

Igår var overvældende; fra at have gået fra at tænke man bare bukker under for sygdom efter sygdom, til så at måske indse at det hele er mere eller mindre relateret til potentiel nedsmeltning af stress, det var faktisk hårdt. Som om det bare lige pludselig sådan rigtigt går op for en. Men det har også hjulpet! Mentalt altså. Og kan mærke jeg idag allerede har mere ro i sindet. og i min mave. Det hele hænger sammen og det ved jeg så udemærket godt!

Jeg skal igennem det. Og gerne snarest. Tak fordi I gad lytte og være der for mig. Det betyder meget! Jeg kunne godt forestille mig jeg giver updates på hvordan det går i løbet af foråret. Det skulle jo gerne gå i den rigtige retning så jeg snart kan føle mig som mig selv igen. Det fortjener Jason, min familie, mine venner, mine kollegaer, og nok mest af alle, mig selv..

For nu drømmer jeg mig tilbage til en lækker palme og et positivt sind i Mexico <3

 

54d05542-273d-4d47-8b14-011bc840f335

Når kroppen siger stop

//LIFESTYLE// Der er noget jeg har gået med længe og som jeg ikke som sådan har beskrevet herinde, for det er personligt og måske lidt tabu belagt. Og ærligt talt, jeg tror ikke det hjælper noget at skrive dette indlæg, men måske I er nogle i samme situation (det håber jeg ikke), eller nogle som kan give gode råd, for pt synes jeg tingene er kørt surt.

Sagen er at min krop i øjeblikket skriger STOP! Jeg kan mærke det fortærre min krop og det har stået på i måneder! Jeg er dårligt til at lytte til min krop, men uden at kunne sige det 100%, så er jeg ret sikker på jeg lider af en alvorlig omgang stress! Jeg har altid synes det har lyder lidt mærkeligt, det med at ‘gå ned med stress’. Men min krop fortæller mig jeg er uhyggeligt tæt på… læs videre >

f2904402-d0a9-4f87-8b25-c445c9bee4e8

Det hele startede umiddelbart efter vores bryllup: lykkelig og nygift, men med et kæmpe projekt på arbejde jeg blev kastet direkte ind i, uden nogen vanvittig ekspertise indenfor feltet. August blev til september og så oktober. Og min mavefornemmelse varslede bange anelser for den forestående go live date. I slutningen af oktober sender min krop mig første varsel, en ond lungebetændelse som bliver bekæmpet med antiobiotika.

November kommer og flere bange anelser ifb med projektet på arbejdet, som nu er sat til go live ugen efter vi er hjemme fra Mexico. Vi drager på verdens bedste bryllupsrejse. Jeg giver instrukser til cheferne inden afrejse om hvad der SKAL være klar når jeg vender hjem. Mexico skal fylde mig med energi og gøre mig 100% klar til den forestående vinter.

Vi vender hjem og jeg påbegynder et Marathon af arbejde, 12 dage i streg. Alt hænger på mine skuldre. Mine chefer havde ikke gjort som jeg gav besked på. 10 timers arbejdsdage. Jeg er totalt kørt ned da vi endelig får det hele i luften! Min krop skriger nu indvendigt! i julen giver det sig først til udtryk på min hage hvor jeg får en mindre byld og må til læge. Jeg starter antibiotika igen!

Til nytår skriger min krop yderligere og jeg får endnu en byld, nu på min ryg, på størrelse med en tennisbold. De kalder det en abscess. Jeg må ringe 112 og tilses af læge. Han udskriver mere antiobiotika og varsler om mulig operation. Jeg ligger syg i dage i streg, misser nytårsaften og må sygemelde mig første dag tilbage på arbejde. Men fordi alt hænger på mig, bruger jeg hele dagen i sengen.. På telefonen med at supporte alle på kontoret.

så får jeg en øreinfektion og må til læge og i behandling for dette.

Lægen siger at begge bylder og infektion er forårsaget af stress. Det fortæller jeg min chef som bliver bekymret. Samtidig undersøger lægen mig for bakterie infektion, det viser sig jeg har stafylokokker som jeg skal i behandling for. Ikke smittende, men nok til at sætte mig ud.

Al den antiobiotika slår min sårbare mave helt ud af den! Og jeg bør måske melde mig syg fra arbejde, men da vi ikke har betalte sygedage, er det heller ikke en mulighed. I slutningen af januar må jeg ringe 112 igen og bliver sendt direkte på sygehuset grundet kraftige mavesmerter. Jeg har fået en ond forstoppelse. Med stor sandsynlig pga et sårbart immunforsvar og en sårbar mave (min er lidt anderledes end alle andre, da jeg har haft Colitis Ulcerosa, blevet opereret fem gange og ikke har min tyktarm længere.) med forstoppelsen kommer eftervirkninger som jeg ikke vil komme yderligere ind på, men dem døjer jeg i høj grad med nu og er i enorme smerter.

Efter indlæggelsen pga forstoppelsen vælger hospitalet at lave en kikkert undersøgelse af min mave og finder noget indvendig betændelse. Så det betyder igangsættelse af 6 ugers medicinsk behandling med binyrebarkhormon – det er kradse sager skal jeg hilse at sige. Og medicin hverken jeg selv, eller min familie er super glade for at jeg tager. Men lægen mener det kan sætte ro på det hele.

Jeg føler mig tyndslidt, jeg sover dårligt om natten, min appetit er reduceret, jeg har tabt mig to kilo (det skal jeg helst ikke!) og jeg har svært ved at finde energien til at dyrke motion. Min krop sagde stop for langt tid siden og jeg ville ønske jeg havde lyttet!..

8d46e400-0173-4ada-9bdb-5caa40c30693

Så hvad har jeg gjort? Og hvad kan jeg gøre for at få det godt igen?

Jeg fylder mig med vitaminer. Min mor har befalet at jeg laver ginger shots, som jeg drikker hver dag. De steroider jeg pt tager ødelægger immunforsvaret fuldstændig, så det er med at bygge op med en masse vitaminer.

Jeg har 14 dages ferie i sigte, som forhåbentlig kan give mig frisk energi og luft fra en stresset hverdag.

Jeg prøver at motionere så meget som muligt, til trods for det virkelig ikke er hvad jeg føler for grundet smerter og lav energi. Men de kloge siger det er godt mod stress. Yoga virker rigtig godt for mig.

Jeg har seriøst overvejet min arbejds situation og har måtte erfare at det ikke er værd at køre sig selv ned som jeg har gjort. Så det har jeg gjort noget ved. Kan ikke pt fortælle så meget, da visse ting ikke er offentliggjorte, men det kan jeg forhåbentlig snart.

Jeg håber virkelig snart der er lys forude, for pt er det hele noget surt.

xx

En lille souvenir fra London #unwrapping

//SHOPPING// Igår var en god dag! Vi var nemlig på dagstur til London hvor vi hyggede og shoppede til den helt store guldmedalje. Ville egentlig have haft mig et nyt par Chanel trainers for har lidt som skal fejres… Men deres trainers er totalt udsolgte. Prøvede så de fineste espadrilles, men synes alligevel det var lidt kedeligt at købe et par sko som ikke kan bruges før til april/maj. Tidligst. Så, på vej ud af butikken i Bond Street svingede jeg liiiige forbi deres solbriller og faldt pladask for disse brune skønheder. Model mæssigt er de næsten 100% magen til mine Gucci solbriller som jeg fik i morgengave af Jason og bruger hele tiden. Disse er meget mørkebrune og har de fineste guld tintede spejl linser. Er så glad for mit ‘lille’ køb og glæder mig umanerligt meget til de skal med på skiferie <3

 

30dd4cab-a960-4762-9ff2-c01b9b0be5b5 ae69a144-3f8b-45c6-a3be-2135f21c469a 17cd21c3-60f6-4807-bc5c-637f622d4fd9
9e9801d3-f330-42cf-8a6e-2f0420996a8c

Older posts