Sådan kom jeg mig ovenpå kejsersnittet

//GRAVIDITET// Som opfølgning på mit indlæg om hvordan det var at få kejsersnit, lovede jeg et indlæg omkring hvordan det var at komme sig ovenpå det. Forrige indlæg slutter i det sekund Leander kommer op på mit bryst, så herfra starter dette indlæg:

Den efterfølgende halve times tid ligger Leander skiftevis hos mig og Jason alt imens det bliver grædt en del glædestårer og taget en hulens masse billeder. Personalet var enormt gode til at hjælpe med dette, hvilket var så rart. Nede i den anden ende, bag forhænget blev jeg syet sammen. Men for at være ærlig, så skænkede jeg det absolut ikke en tanke. Fokus var et helt andet sted. Og med ét var vi færdige og klar til at blive kørt tilbage på stuen. Vi sagde pænt farvel til verdens bedste operations team – så mærkeligt at det bare var det, vi gik ind på stuen med en stor mave og blev kørt ud en time efter med en baby på brystet. Wow!

// Lille bitte elskling //

Da vi kommer tilbage på stuen bliver vi mødt af Jason’s mor som selvfølgelig er ovenud lykkelig. Og så bliver der taget lidt flere billeder. Næste punkt (eller første punkt egentlig) er at jeg skal have noget mad; jeg får to stk hvide toast med smør. Og så skal jeg drikke. Aldrig i mit liv har jeg været så tørstig! Jason henter 1 liter kold vand, som jeg drikker i løbet af et par minutter. Han bliver bedt om at hente endnu en liter, eller måske var det hans mor som gjorde det, det husker jeg ikke helt. Denne bliver også drukket på ingen tid. Aldrig har jeg oplevet noget lignende. I de første 24 timer efter operation tror jeg at jeg drak 20 liter vand, og det er ikke en overdrivelse – det var van(d)vittigt (høhø!).

Straks efter jeg fik mad kom jordemoderen ind og hjalp mig med at ligge Leander til brystet så han også kunne få mad. Han er født kl 11.53 og allerede kl 12.51 ligger han og spiser – så vildt altså! Og han var bare på brystet med det samme! Jeg havde malket ud med hånden i to uger op til kejsersnit, om det gjorde det lettere for ham, det skal jeg ikke kunne sige, men var glad for jeg gjorde det 🙂 Jeg fik i øvrigt af vide af jordemoderen at det var enormt vigtigt jeg sad ret op og ammede samt lænede mig en smule forover for mælken let kunne løbe. Det skal vise sig at være et rigtig dårlig råd skal jeg hilse at sige, men mere om det længere nede…

Mht smerter, så var jeg de første par timer efter operationen stadig dækket ind af bedøvelsen. Herefter begyndte følelsen at komme tilbage i mine ben og uundgåeligt, begyndte jeg at kunne mærke smerte fra det nye sår. Dog vil jeg sige at smerten virkelig ikke var slem, og jeg var godt dækket ind med smertestillende. Efter 2-3 timer (og mindst 5 liter vand mere og en halv liter cola) blev vi kørt op på sengeafdelingen. Jeg var på forhånd blevet henvist til en enestue hvis muligt, dette var dog ikke muligt da de alle var taget af mødre som havde mere brug for det end mig, fair nok! Så vi kom ind på en firemands stue, hvilket jeg havde frygtet! Men for at være ærlig, så ænsede jeg det knap nok, for al fokus var på Leander og ikke andet. Resten af dagen er lidt en rus for mig, var så enormt træt efter ikke at have sovet i to nætter, samt alt det smertestillende gjorde mig også lidt døsig! Vi fik besøg af min skønne specialsygeplejerske, Aileen, som er en evig støtte for mig når det kommer til problemer med maven. Det var stort hun kom kun efter et par timer. Jason’s mor kørte hjem til hans far (som desværre ikke måtte komme på besøg pga helvedesild). Jason hentede pizza til aften og endnu en cola! Og yderligere 5 liter vand, haha! Efter operationen fik jeg lagt et kateter til at dræne min blære så jeg ikke skulle tænke på at komme op på toilettet med det samme, og det var ret smart grundet alt det væske jeg drak! Ved 21 tiden følte jeg mig okay til at komme op at gå en tur, så vi trillede afsted med Leander i vuggen og mig som støttede mig op ad den – det gik så fint!

Jason måtte godt blive og sove ved os på hospitalet, men han ville skulle sidde i en stol og det ville bare ikke være optimalt. Så vi aftalte han kørte hjem for at sove, så han kunne få en god nats søvn og være frisk den næste dag. Og det var så godt vi aftalte det, for søvnen gjorde ham godt Og det betød han var klar til dagen efter!

Natten for mig gik okay, trods alt! Man er jo på en eller anden måde hunderæd fordi man har et lille bitte menneske liggende ved siden af sig, og man jo nærmest ikke aner hvad man skal gøre. Det var lidt besværligt for mig at løfte ham ind og ud af vuggen grundet såret, og ligeledes at få sat mig op for at amme. Jordemødrene var ikke super behjælpelige i løbet af natten, spurgte dem på et tidspunk om jeg ammede rigtigt/om de kunne komme og vise mig hvordan det skulle gøres og de dukkede aldrig op igen. Leander skreg kun én gang i løbet af natten, men husker jeg blev så bange for at han nu ville vække de andre på stuen, så prøvede ihærdigt at shhhse ham, og han faldte da også til ro i løbet af et par minutter. Generelt sov jeg ikke rigtig den nat; min nye baby, ubehag fra såret, amning, væskeindtag (jordemødrene blev bedt om at hente mindst 5 liter vand i løbet af natten og jeg undskyldte hver gang).

Torsdag morgen hentede jeg morgenmad lige overfor min stue. Jeg lod Leander ligge på min seng mens jeg hentede det, og husker jeg var liiiidt bange for om det nu var okay at gøre, altså bare lade ham ligge alene. Jeg ved stadig ikke om det var det smarteste at gøre, men det gik jo fint og jeg var væk i max to minutter 🙂 Jason kom umiddelbart efter jeg havde spist og så blev vi ellers tilset af en jordemor som kunne se vi havde det rigtig godt og derfor sagde ‘skal vi ikke se om du kan komme hjem idag?’. Så da der var stuegang blev lægen og jeg enige om at vi sagtens kunne komme hjem. Det er ikke normalt at man bliver udskrevet dagen efter et kejsersnit, men jeg priser mig lykkelig for det gik sådan!

Så med tasken pakket med smertestillende og vores lille Baby i vuggen, gik vi ned til bilen og kørte hjemad <3 Og priste os lykkelige for vi fik lov!

// Vores skønne Leander lige efter han var komme hjem //

Derhjemme de følgende dage gjaldt det for mig bare om at komme mig ovenpå operationen. Smerterne var virkelig overkommelige, virkelig ikke et problem. Dog kunne det være problematisk for mig at få Leander løftet ind og ud af hans seng om natten til amning, samt at få mig møffet op i en oprejst position for at amme. Det var først på 10. dagen da vi fik besøg af jordemoderen at hun viste mig hvordan jeg kunne ligge ned og amme med Leander liggende ind mod mig! Skal hilse at sige jeg bandede en del over der skulle gå ti dage før jeg fik denne teknik vist, især efter kejsersnit. Men hold op det hjalp gevaldigt at jeg kunne ligge ned på siden om natten. Foruden lidt ubehag ved løft, så var de to største gener efter kejsersnittet at jeg tabte mig gevaldigt – og det havde ikke noget med kejsersnittet at gøre. Tror bare jeg havde tabt mig så meget i graviditeten at da Leander var ude, så svandt min krop bare ind til ingenting. Så jeg kæmpede lidt med proteindrikke – men fik faktisk ret hurtigt min vægt op på nogenlunde normal igen. Det andet problem jeg havde var at komme af med afføring (pardon me!) men det er normalt at maven går lidt i stå efter et kejsersnit. Så tror der gik 3/4 dage, og skal hilse at sige at det sidste man har lyst til efter et kejsersnit er at sætte sig lidt halv forstoppet på toilettet og begynde at presse – for det gør mega ondt i arret når man presser. Så det husker jeg faktisk som værende det værste efter operationen…

Så alt i alt; jeg fik en baby og et stort ar nede under bikini linjen. Og så fik jeg verdens bedste fødsels oplevelse. Og til trods for ubehag og lidt smerter i et stykke tid efter fødslen, så ville jeg aldrig have ønsket mig andet end et kejsersnit, det var vitterligt perfekt!

// Maven som den så ud 4 dage efter operation //

// Maven 7 dage efter og stadig på 62kg //

// På 12. dagen var vægten noget lavere, havde tabt over 3 kg på 5 dage.. //

// Bare os tre, trætte, men lykkelige <3 //

 

Min fødselsberetning: sådan er det at få planlagt kejsersnit

//GRAVIDITET// Hele 8 uger har dette indlæg været undervejs. Eller det skal hvertfald omhandle hvad der skete for 8 uger siden, netop idag. D. 31. juli 2019 – dagen hvor vi blev forældre til vores elskede Leander. Hvis I er nysgerrige på hvorfor jeg skulle have planlagt kejsersnit, så vil jeg anbefale at læse dette indlæg først. Derudover skal det siges at mit kejsersnit foregik i England, derfor kan der jo være få variationer på hvordan det foregår i Danmark, men håber alligevel på det er spændende læsning for jer, måske nogle af jer står overfor et kommende kejsersnit selv?

Historien starter faktisk allerede ved dette indlæg hvor jeg beskriver nogenlunde hvordan et standard kejsersnit foregår i England, samt ved dette indlæg som beskriver dagen hvor jeg vi fik dato for det planlagte kejsersnit – kan anbefale at læse de to indlæg også 🙂

Tirsdag d. 30/7 var jeg på hospitalet til steroider inden forestående kejsersnit og der var enormt ro på. Samtidig havde jeg samtale med anæstesilægen som gennemgik alle de overordnede ting til morgendagens operation. Jeg tog afsted alene for Jason havde en masse ting som skulle afsluttes på job, og det var ganske glimrende! Jeg forlod hospitalet ved middagstid, velvidende at den samme aften ville vi få en opringning om hvornår vi skulle møde ind den næste morgen… Opringningen kom allerede kl. 17.00 og jeg fik besked af den sødeste dame på telefonen om at vi skulle komme tidligt, kl. 7.30. Jeg spurgte forsigtigt om hun vidste hvilken rækkefølge vi ville komme til i? Hvortil hun svarede ‘der står et stort fedt 1-tal ved siden af dit navn, så du er den første på skemaet’. Det var så rart at vide, også at kunne fortælle familie nogenlunde hvornår på dagen vores lille skat ville komme til verden…

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse,  men jeg sov elendigt natten fra tirsdag til onsdag. Jeg skulle være fastende fra ved midnatstid og tankerne kørte bare i hovedet på mig, det tror jeg er helt normalt 🙂 Stod op ved 6-tiden onsdag morgen, mere spændte end nogensinde før! Hold nu op en følelse altså. Men samtidig var både Jason og jeg enormt afslappede, vi var jo forberedte og vidste præcis hvad der skulle ske. Og det var rart. Plus vi vidste at der var bestilt det aller bedste hold af læger og personale til at hjælpe os igennem fødslen.

Jeg skulle drikke en ‘pre-operation’ drik om morgenen inden vi tog afsted. Mener den bliver givet for at forebygge at gå sukkerkold umiddelbart efter operation, men er ikke helt sikker. Kl. 7 kom Jason’s mor og hentede os, det var nemlig hele tiden planen at hun skulle med på hospitalet. Simpelthen for at være der til at hjælpe hvis der skulle hentes mad og drikke, eller til andre praktiske ting så Jason ikke skulle tænke på det. Og samtidig også for at få den oplevelse at være helt tæt på hendes barnebarns fødsel 🙂 Så vi kørte spændte på hospitalet og det gik strygende let inden morgentrafikken ramte Bristol.

Blev mødt på fødegangen af en sød receptionist som selvfølgelig ventede os. Vi blev straks ‘indlogeret’ på en tomands stue, vi var dog de første opmødte den morgen. Meget hurtigt blev jeg tilset af en jordemoder for at tjekke blodtryk osv. Og bare for at gøre klar til dagen. Jason fik også ret hurtigt hans operationstøj på og jeg blev lagt en i hospitalskåbe. Og så starter ventetiden. Husker den som ret lang, for vi regnede med at komme til kort efter 8 hvor der ville være vagtskifte. Men som altid med en fødegang, så kan man ikke regne med skemaet, og til trods for vi var først på listen, så var der altså to akutte kejsersnit som lige sneg sig ind foran os. Det fik vi løbende besked om og det var rart!

Ved 10-tiden fik vi besøg af en anæstesilæge som gennemgik alt endnu engang. Han var super sød og meget professionel (og sjov!), så humøret var højt. Han sagde at han ville ligge både en spinal bedøvelse som man normalt gør ved kejsersnit, samt en epiduralblokade, hvis der skulle opstå komplikationer og operationen ville trække ud – så kunne de give mig mere smertestillende hvis der var brug for det… Desuden kom lægen også forbi, husker ikke helt hvad vi snakkede om, udover lidt problemer med hæmorider (åh gud det var frygteligt!). Men han var også super sød.

Klokken runder 11 og mindes vi spørger jordemoderen om jeg må få lidt vand, for var ved at være godt tørstig. Hun svarede dog at det var lige oppe over så det måtte jeg ikke. Og det var det. Der gik ikke mere end fem minutter og så blev vi kaldt ind på operationsstuen, eller ‘The Operation Theater’ som de kalder det i England. Vi gik bare derind, helt stille og roligt som var vi på vej ind på cafe. Jason’s mor blev på vores stue.

Ind kom vi, til den lyseste og fineste operationsstue jeg nogensinde har set. Ingen kliniske klinker som jeg mindes fra Danmark. Lyst og flot og nyt. Og dejligt varmt. Vi bliver mødt af flere mennesker end jeg rent faktisk husker. Alt i alt er det et team på godt ti personer klar til vores fødsel. Er det ikke helt vildt? Alle gav hånd og introducerede sig selv. Jason fik sat vores spilleliste til at spille over højtaleren og der var så god stemning.

Første og længste punkt på dagsordenen var min bedøvelse. Og fy for en omgang! Jeg har fået lagt epiduralblokade nogle gange før, men har altid fået et lettere rusmiddel inden så oplevelsen ikke var slem. Men at få lagt den blokade inden fødslen, det var mildest talt frygteligt! Jeg tror det tog i omegnen af 20 minutter at få det hele lagt og jeg skreg som en stukken gris, haha! Hold kæft det gjorde ondt. Og der var den sødeste sygeplejerske som holdte mig i hånden og bare sagde jeg skulle tage så hårdt fat jeg kunne når det gjorde ondt. Sølle hendes hånd! Jason sad på den anden siden og husker faktisk ikke helt hvad han lavede, udover at holde om mig så vidt han nu kunne…

Efter kæmpe smertehelvede med epiduralen, lagde de spinal blokaden og det gik meget bedre. Og så startede bedøvelsen. Det er sjovt med mig, for synes faktisk det er ret nice at blive bedøvet; hvad enten det er fuld narkose eller bare delvis som ved kejsersnittet. På meget kort tid svandt min følelse i mave samt ben. Sygeplejerskerne fik mig lagt op på sengen (sad op foroverbøjet for at få lagt bedøvelsen). Da jeg var blevet lagt op på briksen, var der ‘møde’ på stuen: hele teamet samledes omkring operations-enden hvor lægen, som tidligere havde set os, briefede alle mand. Han kaldte operationen kategori 4, det ved jeg ikke hvad betyder, men kunne fornemme det var ret højt på listen over ‘her skal vi være ekstra opmærksomme’. Der var bare styr på alt! Efter briefingen begyndte anæstesilægen at tjekke om bedøvelsen virkede. Han sprøjtede iskold spray forskellige steder på mave og ben. Derefter begyndte han med hvad føltes som små niv for at tjekke om jeg kunne mærke det. Som sagt føltes det som små niv i maveskindet, og det var indtil han viste mig den største nål man kunne forestille sig og sagde det faktisk var den han havde prikket mig med! Okay, bedøvelsen var god! Det er altid vildt når man når det punkt, hvad enten om det er ved tandlægen eller ved et kejsersnit, for så ved man, nu er det nu!…

Og så gik vi igang. På nuværende tidspunkt er jeg lidt sløret i hovedet, eller sådan føles det hvertfald at huske tilbage på. Forhænget bliver sat op så vi ikke kan se hvad der foregår ‘dernede’. Jeg husker at kirurgen nærmest ankommer til operationsstuen som er hun en mægtig dronning, der var så meget respekt omkring hende. Og oppe i vores ende er vi holdt i godt selskab af den sødeste anæstesisygeplejerske som konstant holder øje med mig, samt anæstesilægen som snakker med os under hele forløbet og konstant holder os opdateret på hvad der foregår i den anden ende. Jeg hører lægerne synge med på David Bowie’s ‘Star Man’. De snakker om vi har valgt noget mega godt musik. Det synes vi også <3 Jason og jeg holder i hånden under hele operationen som i øvrigt er lynhurtig. Og efter 8 minutters tid siger lægen: så nu kan vi se ham. Nu kommer der et pres fra kirurgen oppe mod brystkassen som vi har fortalt dig om. Og ganske rigtigt, det tryk kom, og det mærkede jeg. Og så var der ENORM forløsning i min mave. Som om en kæmpe sten blev taget væk. Og anæstesilægen sagde ‘nu kan vi se ham’! Og så hørte vi babygråd fra vores lille søn! Fuldstændig magisk gråd. Ingen af os kan huske hvilken sang som spillede på netop det tidspunkt, men én ting er sikkert, sangen blev lige 1000 gange bedre!

Leander’s navlestreng blev klippet efter et minut så alt blodet var løbet ind, og så blev han holdt op foran forhænget til os. Vi husker det begge som at ‘der kom en lille pink baby flyvende’ for så at forsvinde bag forhænget igen. Vi havde begge ønsket at lægerne og jordemoderen gjorde deres ting først, før Leander kom op på brystet. Og det gjorde de, og i løbet af et par minutter lå han på mit bryst, pakket ind i et lille håndklæde og med verdens sødeste og lillebitte sammenkrøllede ansigt. På ét splitsekund ændrede vores verden os for evigt! <3…

Indlægget er allerede ret langt, så jeg vil slutte det her og skrive et snart om hvordan det var i timerne og dagene efter kejsersnittet. Vil dog slå én ting fast: jeg har i rigtig mange år vidst jeg kun kunne føde via kejsersnit. Og vi havde begge den bedste oplevelse nogensinde. Hånden på hjertet, jeg kunne ikke forestille mig eller drømme om at føde på bedre måde. Dagen efter fødslen var jeg sågar klar til at gøre det hele igen. Og det holder jeg ved i skrivende stund – jeg kunne sagtens tage et kejsersnit igen idag. Det var vitterligt den bedste oplevelse nogensinde omgivet af fuldstændig fantastiske læger, sygeplejersker og jordemødre! <3

Gravid uge 36 (36+0 – 36+6)

//GRAVID// Aller sidste graviditets dagbog på bloggen i denne omgang! Wow! Det er altså vemodigt og mega spændende på én og samme tid. Jeg er så lykkelig for jeg har kunne opdatere bloggen hver uge, for det er noget jeg altid vil have og kunne gå tilbage og læse; op og nedture! Tænk engang en rejse det har været, og nu er vi så tæt på enden, eller skulle jeg sige starten? For det er jo netop starten vi har rejst henimod siden juleaften hvor vi fik vores lille julemirakel <3 I dagens anledning har jeg klædt mig pænt på til at akkompagnere indlægget – The Grand Finale ligesom, for det føles det som! Og det skal fejres!

Jeg har haft en fantastisk uge, se vi slutter på toppen og sådan skal det være! Taget de sidste mange mange uger i betragtning er jeg lykkelig for jeg kan skrive dette sidste indlæg med et positivt tilbageblik på ugen der gik! Det har været nogenlunde ro på min mave, jeg har sovet langt bedre om natten end jeg har de sidste 9 måneder og så har min energi været fantastisk! Mindre pres på kroppen, mindre pres i bækkenet, dog stadig en del plukveer. Jeg tror det har gjort enormt meget for mig mentalt at starte ugen ud med at få dato for kejsersnit OG det at vide at barsel officielt startede samme dag – det var virkelig en stor mursten fra mit bryst, og det tror jeg har hjulpet både på min sindstilstand samt min generelle fysik. Baby blev ved 36+0 skønnet til 3130gram, så vi er glade for der ligger en stor og sund dreng derinde og bare lige tager de sidste gram til sig inden han kommer ud og møder verden. Alt i hjemmet er klar, vi er klar! Sundhedsplejersken har allerede været på besøg og hun var målløs over hvor fattet og klar jeg virkede, så det er rart! Der er blevet udmalket en hel del råmælk til baby i ugen, som ligger på frys og skal med på sygehuset. Der er købt ind til det ene og det andet, nu venter vi bare. På dagen for fødsel. Som er lige om lidt!

Jeg stopper den her, for er vitterligt lykkelig og parat. Intet mindre, intet mere.

Cravings: Skumfiduser og generelt lidt for meget slik (som jeg har måtte skære ned fuldstændig siden fredag)

Vægtøgning: +3,2kg (så det er altså baby og kun baby)

Sådan foregår et planlagt kejsersnit… i England

//GRAVIDITET// Lad mig lige beskrive situationen i skrivende stund: kl er 01.57 – jeg har ligget vågen siden kl 00.30. Her er 26 grader i soveværelset, ventilatoren kører for fuld skrue. Jeg har voldsom halsbrand og det lyner og tordner udenfor… Som I nok kan fornemme, så kan jeg ikke sove. Så tænkte i stedet at skrive lidt ned om det forestående kejsersnit, hvordan det kommer til at foregå, vores ønsker osv. For det er sikkert spændende for nogle af jer at læse om – for andre not so much!

Som jeg skrev i mandags er dato altså booket ind for kejsersnit. Og det er fantastisk! Næste skridt for mig er at jeg skal ind på hospitalet to gange inden kejsersnit for at have  steroideindsprøjtninger til at modne baby’s lunger. Til trods for jeg har været i steroidebehandling siden midt juni, så løber de altså ikke nogle chancer da baby bliver født i uge 37,  eller 38. uge. Det tror jeg ikke de gør ved alle kejsersnit, men det skal jeg ikke helt kunne sige. Derudover skal vi kaldes ind til pre-operations konsultation med jordemoder og anæstesilæge og det sker en eller to dage inden kejsersnit. Her gennemgår man hele proceduren og evt medicin osv. Vi har endnu ikke fået at vide hvornår vores samtale er, men venter i spænding. Dog ved jeg allerede 95% af alle de ting man gennemgår, overhørte nemlig en af disse samtaler en dag jeg sad og fik jern på hospitalet (der er ikke noget med lukkede døre politik der, haha) – så føler mig virkelig klar.

Aftenen inden planlagt kejsersnit får man så et opkald fra fødegangen som fortæller hvornår på morgendagens skema man er booket ind. Så på nuværende tidspunkt ved vi stadig ikke hvornår på dagen det bliver. Men de har tre planlagte kejsersnit pr dag (cirka) og enten kan vi blive kaldt ind tidligt som er kl 8.00 eller sent som er kl 10.00. Så vi skal ikke gå og vente hele dagen.

Når vi ankommer til hospitalet bliver vi inkvarteret på en stue og jeg går ud fra de laver nogle tests på baby, blodprøver osv osv. Og så er det bare at vente til operationsholdet er klar inde i teatret. Holdet kommer nok til at bestå af en kirurg/obstetriker, en eller to jordemødre, to anæstesilæger og måske nogle studerende. I mit tilfælde er mave/tarm kirurgerne i øvrigt informeret om jeg er igang med kejsersnit og er derfor på akut tilkald skulle der ske nogle komplikationer overhovedet.

Man går selv ind i teatret og der må Jason være med. Herfra skal der ligges epiduralblokade og det er anæstesilæge som gør det. Det kommer cirka til at tage en halv times tid, at få det hele på plads og bedøvelsen til at virke. Herefter bliver det slået et ‘lagen’ eller en skærm op, så mig og Jason er skærmet for indgrebet. Vi er blevet anbefalet at tage vores eget musik med, så tænker at vi sætter det til at spille når blokaden er lagt og vi er igang. Kirurgen går så igang med indgrebet, som forventes at tage mellem 5-10 minutter. Og så kommer baby. Og kan forhåbentlig komme op hud til hud med det samme. Jeg ved ikke på nuværende tidspunkt om navlestrengen, vægt osv sker inden baby kommer op til mig eller efter – det finder jeg ud af 🙂 Forhåbentlig er alt godt og vi kan være sammen med det lille vidunder, alt imens teamet i ‘den anden ende’ lapper mig sammen; moderkagen skal ud, alt skal syes osv osv. De regner med det hele tager en times tid inde i teatret hvorefter vi bliver kørt tilbage til stuen som fungerer som en opvågningstue.

På opvågningen skal vi så restituere i et par timer indtil jeg begynder at få følelsen tilbage i benene. Denne tid bliver brugt på amning og bare at komme sig, og her må vi have op til tre besøgende.

Derefter er det farvel til fødegangen og vi bliver så kørt op til afdelingen hvor jeg var indlagt i juni. Mine læger har anmodet om jeg får enestue, så det krydser vi virkelig fingre for holder stik. For ellers findes der kun 4 mands stuer og det synes jeg er lige lovligt meget. Jason må være hos mig 24 timer i døgnet, dog er der ikke sengepladser eller noget til ham, så han skal sidde i en stol og sove. Andre gæster er velkomme i besøgstiden 14-19.30.

De første 24 timer vil jeg have kateter i blæren samt få steroider og antibiotika IV for at holde styr på det hele. De siger at normalt er folk indlagt 2-4 nætter efter kejsersnit, så lad os se hvor lang tid vi bliver det. Men der er en god plan for at komme hurtigt igang, så den følger vi selvfølgelig.

Vi har skrevet en fødselsplan ned, bare enkelte ønsker vi har. Eller det er vel mere en actionplan skulle noget gå galt. For mig er det enormt vigtigt at vi ikke bliver separeret fra hinanden, jeg ønsker ikke at nogle af os skulle få en traumatisk oplevelse hvis 1. Jeg skulle ende med ekstra operation og fuld narkose eller 2. baby (mod forventning) skulle få det dårligt og blive kørt væk fra os. Jeg har læst så mange fødselsberetninger hvor sådanne ting er sket. Cathrine’s er et fremragende eksempel. Og jeg vil simpelthen ikke at nogle af os (inklusiv) baby skulle blive efterladt alene. Så det har vi en helt klar plan for, og det er rart! Selvom vi selvfølgelig ikke regner med det bliver aktuelt 🙂

// T-shirt – Here / Shorts – Envii //

Nu kender vi datoen for hvornår vi bliver forældre

//GRAVIDITET// Jeg skrev igår i min dagbog at jeg havde på fornemmelsen noget var i gærde. Som om min krop fornemmede et eller andet. Og det har den måtte gøre, for jeg sidder med den vildeste, mest syrede oplevelse af eufori lige nu!

Jeg kunne ikke sove igår aftes, det vidste jeg ville ske! Var alt for spændt på morgendagens scanning og få booket kejsersnit ind. Hvordan det ville foregå skrev jeg om her. Men for kort at opremse, så skulle jeg mødes med min obstetriker mandag morgen til konsultation hvor hun ville sende anmodning til operationsholdet og de vil booke mig ind. Jeg ville så få endelig dato cirka en uge før, enten ved opringning eller brev. Det var jeg klar på!

Tilbage til min søvnløse nat. Eller ved midnat spiste jeg en skål havregryn og så faldt jeg i søvn. Og sov 4,5 timer i streg! Det er ikke sket i et år! Hold op det var fantastisk! Men jeg vågnede også kl 4.30 og der var løbet kørt. Lå og vendte og drejede mig til kl 6, hvorefter jeg valgte at stå op og spise min første morgenmad og se noget Tour de France studio. Ikke spor træt, bare høj på forestående  aftaler på sygehuset.

Ind til scanning kl 9, baby ser så godt ud, ligger stadig højt i gennemsnittet over størrelse og alt et perfekt. Troede så jeg havde næste tid kl 10. Viste sig at være kl 10.40. Så kørte lige forbi arbejde for at give dem min MacBook og hente mine ting. Så tilbage til sygehuset. På vejen modtager jeg et opkald fra dem om at min læge er klar til at se mig nu, så jeg måtte godt skynde mig. Det gjorde jeg så, selvom det her er kl 10.25. Min læge/obstetriker var tydeligvis ligeså spændt som jeg 🙂 Vi når knap at få sat os ned og snakket om hvordan jeg har det efter vi har oppet medicinen for ti dage siden, før det nærmest eksploderer ud af hende ‘Jeg har booket kejsersnit ind allerede!’!! Argh, der blev hendes lille kontor pludselig enormt varmt og jeg fældede en halv tåre! Så venner, jeg sagde jo det var noget i gærde, vi ved nu hvornår vi skal være forældre! Og det skal vi i næste uge!!! Ryster helt når jeg skriver dette ned, det er simpelthen så stort! Og ville halvt ønske Jason ikke var på arbejde da vi fandt ud af det, for kan mærke vi begge lige skal have det vendt i vores hoveder, sammen! Den præcise dato holder jeg lige hemmelig for jer herinde, for der skal jo være lidt af et spændingsmoment, ikke? 🙂

Men sikke en morgen! Alting blev lige 1000 gange mere virkeligt på et splitsekund! Hold da helt op <3