Gravid uge 26 (26+0 – 26+6)

//BABY// Jeg har været i tvivl om jeg har ville dele denne uge herinde. Mit humør er ikke helt til det og jeg ønsker ikke at gøre nogen bekymrede. Men samtidig er dette min egen dagbog over graviditeten som jeg gerne vil have mulighed for at kigge tilbage på, og gennemlæse – både de gode og de mindre gode ting. Så kære familie, venner og blog-venner. Ingen grund til bekymring, men det er har ikke været jordens fedeste uge i projekt baby Rahbek Wilson.

Ugen startede i mandags hvor jeg i godt 30 timers tid synes baby havde været noget mindre aktiv og hans bevægelser ret milde ift normalt. Det kombineret med at min mave begyndte at bløde lidt indvendigt (bare rolig, lyder værre end det er, normalt går det i sig selv igen. Og hvis ikke får jeg medicin får det) fik mig til at ringe til fødegangen. Det har jeg nemlig fået besked på at gøre hvis der opstår den mindste bekymring. Så kl 14 gik jeg op på hospitalet da de gerne ville se mig. Heldigvis arbejder jeg lige ved siden af, så det var ikke som sådan et problem. Blødningen fra maven var stoppet, men ville gerne have tjekket baby var ok. Det var han heldigvis, men det var først kl 19.30 jeg fik snakket med lægen som også lavede en scanning på mig. Mine blodprøver viste drastisk faldende jernindhold samt at min krop har svært ved at producere tilstrækkelige blodlegemer. Doktoren siger de enten kan beholde mig natten over eller jeg kan gå hjem og ringe til dem hvis der bliver noget. Jeg går meget træt hjem.

Grundet mandagens visit på hospitalet bliver vi onsdag kaldt ind til vækstscanning, bare for at tjekke alt er som det skal være. Alle målinger ser så fine ud, dog ligger baby enormt akavet med højre fod oppe bag hovedet og venstre fod under numsen. Dette gør at lægen har enormt svært ved at måle maveomfanget, de målinger hun får ser ikke alt for gode ud. Hun går ud for at tjekke med kollegaer og vi sidder begge tilbage med en lille klump i halsen, dog er vi ret sikre på alt er ok. Lægen vender tilbage og siger målingerne stadig ligger inden for normalen, men at vi tjekker ved næste vækstscanning d. 30/5 og håber på baby ligger bedre til den tid.

Fredag morgen møder jeg igen op på sygehuset, skal nemlig have jern intravenøst for at prøve at opbygge min blodprocent bedst muligt, så jeg kan blive klar til operation (forestående kejsersnit). Det går der et par timer med og næste omgang jern IV er booket ind.

Er blevet taget enormt godt imod på sygehuset og føler mig i så gode hænder. Alligevel er det et hovede fuldt at bekymringer som sidder og skriver dette indlæg. Er min krop overhovedet stærk nok til at komme igennem denne graviditet? Kan min mave holde til det? Hvad hvis baby skal ‘skæres’ ud før tid? Hvad siger mit job til alle disse hospitalsbesøg? Hvordan kommer jeg overhovedet igennem de næste 8 uger på arbejde? Kan vi overhovedet komme på ferie til Italien om to uger? Kommer jeg nogensinde til at sove bare tilnærmelsesvis ordentligt igen? De sidste 22 uger har jeg ikke haft skyggen af en god nats søvn. Kan jeg overhovedet blive gravid igen en anden gang nu når det tager så hårdt på min krop?

Sidder her på sofaen med let hovedpine og en svag svimmelhed og føler mig en smule nede. Jeg tror det er vigtigt at sætte ord på. For ikke andet end så at fortælle historien om ikke alle graviditeter er lette. Selvom min tilsyneladende ser og har set meget let ud. Som Jason så rigtigt siger, så er der kvinder som kæmper med langt værre ting end jeg; morgenkvalme, opkast, bækkenbundsløsning, svangerskabsforgiftning osv. Men når man sidder og mærker det på egen krop, så bliver man altså en smule egoistisk og har svært ved at fokusere på meget andet.

Jeg håber den nye uge kommer til at se noget lysere ud.

Cravings: Chokoladekage og Cocio (kan heldigvis købe Cocio i det lokale supermarked)

Vægtøgning: +3,5kg

Gravid uge 24 (24+0 – 24+6)

//BABY// Er I tossede jeg synes tiden går hurtigt! Føles som igår jeg skrev sidste uges opdatering. Og nu er vi på den igen. Ugen er også bare fløjet afsted, har faktisk slet ikke haft tid til at opdatere bloggen, det er så dårlig stil! Sådan overall har jeg haft en ok uge graviditetsmæssigt, men jeg kan mærke min krop begynder at blive træt. Min gåtur til arbejde som normalt tager 20 minutter hver vej, tager mig nu et sted mellem 25-30 minutter. Jeg bliver meget let træt og har enkelte dage haft lyst til at sætte mig og tage et hvil halvvejs til arbejde. Desuden oplever jeg øgende pres i underlivet – når jeg bliver træt er det som om tyngdekraften bare hiver alt ned og presser på bækkenet. Det synes jeg egentlig er enormt ubehageligt! Jeg bliver fulgt nøje af obstetrikerne på sygehuset, og der er booket scanning ind i uge 28 – en vækstscanning for at tjekke at baby gror som han skal. Det er helt normalt at gøre ved folk med maveproblemer som jeg selv, så det er jeg ikke et sekund nervøs for. Vi er bare glade for vi kommer til at se baby igen på skærmen 🙂

Igår var vi en tur i London og skal hilse at sige at jeg ikke kan anbefale storbys ferie til gravide. Jeg havde hvertfald enormt svært ved at finde energi til at gå rundt, tyngden og de mange mennesker blev meget hurtigt for meget. Jeg kan slet ikke tilbagelægge de samme kilometer som jeg plejede, og synes faktisk mest af alt det var udmattende. Jeg er i øvrigt begyndt at mærke ulempen ved at maven ikke strutter så meget: jeg er i 6. måned nu og min krop giver efter. En kollega troede jeg var i 3. måned da jeg fortalte ham det i fredags – han var chokeret over der ikke var mere at se. Men selvom maven ikke syner af meget, så tynger den stadig på min krop. Og det var lidt af et problem for mig i London. Det er bare lettere at gå hen og spørge om sædet reserveret til gravide i undergrunden hvis folk altså kan se du er gravid. Eller gå ind og spørge på restauranten om man må låne toilettet uden at være gæst, hvis altså de kunne se du var gravid. Dækket under en strikketrøje og en jakke igår var der intet der synede, og det var faktisk hårdt. På en eller anden mærkelig måde… Vi satser på bulen fylder lidt mere når vi skal på ferie om en måned 🙂

Cravings: Tacoskaller – hold op jeg har haft lyst til tacos. Jason måtte ud og købe ind til det ekstraordinært i onsdags. Og har bestilt to omgange af det til at bliver leveret med vores indkøb idag. Bare for at være sikker.

Vægtøgning: +2,5kg

 

Gravid uge 23 (23+0 – 23+6)

//BABY// Det er blevet tid til et lille mavebillede igen. Synes på en gang det er sket meget og så igen ikke så meget. Har tabt mig lidt den seneste uge, men den har også været vanvittig hård: ikke pga graviditeten, men fordi jeg skulle skynde mig hjem til Danmark o mandags. Det blev en uge med dårlig søvn, bekymringer og generelt en træt krop. Til trods for jeg virkelig blev forkælet og hygget om i det omfang vi nu kunne med en syg mormor på hospitalet. Jeg landede fredag eftermiddag i Bristol og har faktisk ligget på langs næsten siden. Det har min krop bare brug for. Hvile og afslapning. Har igår haft en del plukveer, der hvor maven bliver sådan helt psyko stram! Det har ikke gjort ondt, bare følt underligt. Baby var i starten af ugen under mine rejser meget lidt aktiv synes jeg, og det var da lidt underligt, men tror han vidste jeg skulle have ro, så han holdte sig i ro 😉 Aktiviten tog til ugen ud, tror baby var glad for at komme hjem en tur, det bilder jeg mig ind <3

Vægtøgning: +2,2 kg

Gravid uge 22 (22+0 – 22+6)

//BABY// Jeg læste en artikel på min app her til morgen, at en af de mest fantastiske ting ved at være gravid er at kunne føle baby inde i maven. Havde i spurgt mig inden jeg blev gravid ville jeg have rynket på næsen og fundet det koncept lidt for underligt. Men jeg skal love jer for, det mest vidunderlige er at mærke de spark og jag og hikke og hvad han ellers finder på derinde. Han har allerede sin egen rytme, jeg ved når på dagen han er vågen og igen og hvornår han sover sødt. Det er fantastisk! Og det er fantastisk Jason kan mærke og se ham gennem maveskindet. Kan ligge i flere minutter i træk bare og stirre på min mave for at se næste bevægelse – simpelthen så skønt, og afstressende <3 Jeg har haft endnu en skøn uge! Kan godt mærke kroppen er begyndt at tynge lidt mere, men det er jo efterhånden også en 500-600grams baby jeg bærer rundt på. Igår da vi fik leveret varer holdte jeg posen med sukker på 500g frem for Jason og bad ham holde, sådan en pose er altså overraskende tung! Og den vejer det samme som baby. Vildt!

Nætterne er stadig lidt af et mareridt, har nok bare indset jeg ikke kommer til at sove vidunderligt under denne graviditet. Og jeg bliver hurtigt træt, især hvis vi laver en masse i løbet af dagen. Men jeg klager absolut ikke. Nyder det hele! Og niver mig lidt i armen over der godt og vel er 14 uger til kejsersnit – det er jo for vildt altså!!

Cravings? Ingen. Jeg tror jeg tager denne kategori ud fra næste uge, for tror ikke jeg får nogle 🙂

Kan man se bulen? Yes! Endelig poppede den! Nu kan jeg hvertfald ikke løbe fra det længere 🙂

Vægtøgning: +3 kg

Derfor skal jeg have planlagt kejsersnit

//BABY//Jeg har et par gange herinde og på Instagram nævnt at jeg skal have planlagt kejsersnit når vi kommer til august. Selvom det ikke er noget jeg som sådan har råbt højt om eller lagt speciel stor vægt på, så har I alligevel spottet de tog jeg har fået en del spørgsmål omkring dette, hvorfor og hvordan og hvorledes. Eller om det er et for personligt spørgsmål til overhovedet at spørge om? Der er visse ting jeg altid vil ønske at holde privat, og så er der ting jeg synes er enormt vigtige at have fokus på, ting man ikke hører om ofte og som bestemt ikke hører sig til på en modeblog, men som er vigtigt at have fokus på ikke desto mindre. Og det hænger sammen med mit forestående kejsersnit…

Siden august/september 2007 har jeg vidst at jeg, når den tid var inde, skulle have kejsersnit. I 2004 fik jeg konstateret en kronisk tarmsygdom, Colitis Ulcerosa, som vendte op og ned på mit liv på mange måder. Jeg var lige fyldt 16 og startet i 1.g. Var klar på livet! 3 år gik med enorme smerter dagligt, enormt indtag af virkelig stærk medicin som intet godt gjorde for min krop og det dulmede på ingen måder mine slemme symptomer. I 10% af tilfælde i Danmark ender patienter med Colitis Ulcerosa med at få opereret tyktarmen væk, da den simpelthen er for syg til at redde/holde i ro med medicin. Jeg var blandt de 10%. Så i sensommeren 2007 blev jeg opereret første gang og fik fjernet hele min tyktarm og fik lagt en midlertidig stomi. Der skulle gå 8 måneder og 5 operationer i maven før stomien blev lagt tilbage og de vanvittige dygtige læger havde lavet en ‘falsk’ tyktarm formet af et stykke af min tyndtarm. Den form for kirurgi, eller skulle jeg sige teknologi, kaldes en J-pouch.

Pga. det enormt fine arbejde lægerne har lavet i min mave, den maskine de er kreeret inden i mig, så kan vi absolut ikke risikere nogen form for ødelæggelse eller bristning i området omkring den falske tyktarm og endetarmen. Noget en baby under vaginal fødsel enormt let kunne ødelægge fuldstændig! Så derfor, for at passe på min indre mekanik (hvis man kan kalde det det), skal jeg have planlagt kejsersnit. Og det kommer til at ske cirka 14 dage før min termin, igen fordi vi simpelthen ikke kan risikere at jeg skulle gå tidligt i fødsel. Så sådan er det, jeg har vidst det i 12 år og har det fuldstændig fantastisk med det – det er det eneste jeg har kendt til. Jeg ved hvad jeg kan forvente af en mave operation, så helingsprocessen efterfølgende bekymrer mig ikke det mindste 🙂

Det ville være sjovt at høre fra nogle af jer med jeres historier og erfaringer med kejsersnit? Ting I kan anbefale? Gode råd? Jeg frabeder mig jordemødre eller andre fagprofessionelle at fortælle mig at vaginal fødsel er langt bedre for barnet, for det er ligesom ikke en mulighed for mig, det håber jeg I forstår 🙂