Fineste nyheder til de små

Min fødselsberetning: sådan er det at få planlagt kejsersnit

//GRAVIDITET// Hele 8 uger har dette indlæg været undervejs. Eller det skal hvertfald omhandle hvad der skete for 8 uger siden, netop idag. D. 31. juli 2019 – dagen hvor vi blev forældre til vores elskede Leander. Hvis I er nysgerrige på hvorfor jeg skulle have planlagt kejsersnit, så vil jeg anbefale at læse dette indlæg først. Derudover skal det siges at mit kejsersnit foregik i England, derfor kan der jo være få variationer på hvordan det foregår i Danmark, men håber alligevel på det er spændende læsning for jer, måske nogle af jer står overfor et kommende kejsersnit selv?

Historien starter faktisk allerede ved dette indlæg hvor jeg beskriver nogenlunde hvordan et standard kejsersnit foregår i England, samt ved dette indlæg som beskriver dagen hvor jeg vi fik dato for det planlagte kejsersnit – kan anbefale at læse de to indlæg også 🙂

Tirsdag d. 30/7 var jeg på hospitalet til steroider inden forestående kejsersnit og der var enormt ro på. Samtidig havde jeg samtale med anæstesilægen som gennemgik alle de overordnede ting til morgendagens operation. Jeg tog afsted alene for Jason havde en masse ting som skulle afsluttes på job, og det var ganske glimrende! Jeg forlod hospitalet ved middagstid, velvidende at den samme aften ville vi få en opringning om hvornår vi skulle møde ind den næste morgen… Opringningen kom allerede kl. 17.00 og jeg fik besked af den sødeste dame på telefonen om at vi skulle komme tidligt, kl. 7.30. Jeg spurgte forsigtigt om hun vidste hvilken rækkefølge vi ville komme til i? Hvortil hun svarede ‘der står et stort fedt 1-tal ved siden af dit navn, så du er den første på skemaet’. Det var så rart at vide, også at kunne fortælle familie nogenlunde hvornår på dagen vores lille skat ville komme til verden…

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse,  men jeg sov elendigt natten fra tirsdag til onsdag. Jeg skulle være fastende fra ved midnatstid og tankerne kørte bare i hovedet på mig, det tror jeg er helt normalt 🙂 Stod op ved 6-tiden onsdag morgen, mere spændte end nogensinde før! Hold nu op en følelse altså. Men samtidig var både Jason og jeg enormt afslappede, vi var jo forberedte og vidste præcis hvad der skulle ske. Og det var rart. Plus vi vidste at der var bestilt det aller bedste hold af læger og personale til at hjælpe os igennem fødslen.

Jeg skulle drikke en ‘pre-operation’ drik om morgenen inden vi tog afsted. Mener den bliver givet for at forebygge at gå sukkerkold umiddelbart efter operation, men er ikke helt sikker. Kl. 7 kom Jason’s mor og hentede os, det var nemlig hele tiden planen at hun skulle med på hospitalet. Simpelthen for at være der til at hjælpe hvis der skulle hentes mad og drikke, eller til andre praktiske ting så Jason ikke skulle tænke på det. Og samtidig også for at få den oplevelse at være helt tæt på hendes barnebarns fødsel 🙂 Så vi kørte spændte på hospitalet og det gik strygende let inden morgentrafikken ramte Bristol.

Blev mødt på fødegangen af en sød receptionist som selvfølgelig ventede os. Vi blev straks ‘indlogeret’ på en tomands stue, vi var dog de første opmødte den morgen. Meget hurtigt blev jeg tilset af en jordemoder for at tjekke blodtryk osv. Og bare for at gøre klar til dagen. Jason fik også ret hurtigt hans operationstøj på og jeg blev lagt en i hospitalskåbe. Og så starter ventetiden. Husker den som ret lang, for vi regnede med at komme til kort efter 8 hvor der ville være vagtskifte. Men som altid med en fødegang, så kan man ikke regne med skemaet, og til trods for vi var først på listen, så var der altså to akutte kejsersnit som lige sneg sig ind foran os. Det fik vi løbende besked om og det var rart!

Ved 10-tiden fik vi besøg af en anæstesilæge som gennemgik alt endnu engang. Han var super sød og meget professionel (og sjov!), så humøret var højt. Han sagde at han ville ligge både en spinal bedøvelse som man normalt gør ved kejsersnit, samt en epiduralblokade, hvis der skulle opstå komplikationer og operationen ville trække ud – så kunne de give mig mere smertestillende hvis der var brug for det… Desuden kom lægen også forbi, husker ikke helt hvad vi snakkede om, udover lidt problemer med hæmorider (åh gud det var frygteligt!). Men han var også super sød.

Klokken runder 11 og mindes vi spørger jordemoderen om jeg må få lidt vand, for var ved at være godt tørstig. Hun svarede dog at det var lige oppe over så det måtte jeg ikke. Og det var det. Der gik ikke mere end fem minutter og så blev vi kaldt ind på operationsstuen, eller ‘The Operation Theater’ som de kalder det i England. Vi gik bare derind, helt stille og roligt som var vi på vej ind på cafe. Jason’s mor blev på vores stue.

Ind kom vi, til den lyseste og fineste operationsstue jeg nogensinde har set. Ingen kliniske klinker som jeg mindes fra Danmark. Lyst og flot og nyt. Og dejligt varmt. Vi bliver mødt af flere mennesker end jeg rent faktisk husker. Alt i alt er det et team på godt ti personer klar til vores fødsel. Er det ikke helt vildt? Alle gav hånd og introducerede sig selv. Jason fik sat vores spilleliste til at spille over højtaleren og der var så god stemning.

Første og længste punkt på dagsordenen var min bedøvelse. Og fy for en omgang! Jeg har fået lagt epiduralblokade nogle gange før, men har altid fået et lettere rusmiddel inden så oplevelsen ikke var slem. Men at få lagt den blokade inden fødslen, det var mildest talt frygteligt! Jeg tror det tog i omegnen af 20 minutter at få det hele lagt og jeg skreg som en stukken gris, haha! Hold kæft det gjorde ondt. Og der var den sødeste sygeplejerske som holdte mig i hånden og bare sagde jeg skulle tage så hårdt fat jeg kunne når det gjorde ondt. Sølle hendes hånd! Jason sad på den anden siden og husker faktisk ikke helt hvad han lavede, udover at holde om mig så vidt han nu kunne…

Efter kæmpe smertehelvede med epiduralen, lagde de spinal blokaden og det gik meget bedre. Og så startede bedøvelsen. Det er sjovt med mig, for synes faktisk det er ret nice at blive bedøvet; hvad enten det er fuld narkose eller bare delvis som ved kejsersnittet. På meget kort tid svandt min følelse i mave samt ben. Sygeplejerskerne fik mig lagt op på sengen (sad op foroverbøjet for at få lagt bedøvelsen). Da jeg var blevet lagt op på briksen, var der ‘møde’ på stuen: hele teamet samledes omkring operations-enden hvor lægen, som tidligere havde set os, briefede alle mand. Han kaldte operationen kategori 4, det ved jeg ikke hvad betyder, men kunne fornemme det var ret højt på listen over ‘her skal vi være ekstra opmærksomme’. Der var bare styr på alt! Efter briefingen begyndte anæstesilægen at tjekke om bedøvelsen virkede. Han sprøjtede iskold spray forskellige steder på mave og ben. Derefter begyndte han med hvad føltes som små niv for at tjekke om jeg kunne mærke det. Som sagt føltes det som små niv i maveskindet, og det var indtil han viste mig den største nål man kunne forestille sig og sagde det faktisk var den han havde prikket mig med! Okay, bedøvelsen var god! Det er altid vildt når man når det punkt, hvad enten om det er ved tandlægen eller ved et kejsersnit, for så ved man, nu er det nu!…

Og så gik vi igang. På nuværende tidspunkt er jeg lidt sløret i hovedet, eller sådan føles det hvertfald at huske tilbage på. Forhænget bliver sat op så vi ikke kan se hvad der foregår ‘dernede’. Jeg husker at kirurgen nærmest ankommer til operationsstuen som er hun en mægtig dronning, der var så meget respekt omkring hende. Og oppe i vores ende er vi holdt i godt selskab af den sødeste anæstesisygeplejerske som konstant holder øje med mig, samt anæstesilægen som snakker med os under hele forløbet og konstant holder os opdateret på hvad der foregår i den anden ende. Jeg hører lægerne synge med på David Bowie’s ‘Star Man’. De snakker om vi har valgt noget mega godt musik. Det synes vi også <3 Jason og jeg holder i hånden under hele operationen som i øvrigt er lynhurtig. Og efter 8 minutters tid siger lægen: så nu kan vi se ham. Nu kommer der et pres fra kirurgen oppe mod brystkassen som vi har fortalt dig om. Og ganske rigtigt, det tryk kom, og det mærkede jeg. Og så var der ENORM forløsning i min mave. Som om en kæmpe sten blev taget væk. Og anæstesilægen sagde ‘nu kan vi se ham’! Og så hørte vi babygråd fra vores lille søn! Fuldstændig magisk gråd. Ingen af os kan huske hvilken sang som spillede på netop det tidspunkt, men én ting er sikkert, sangen blev lige 1000 gange bedre!

Leander’s navlestreng blev klippet efter et minut så alt blodet var løbet ind, og så blev han holdt op foran forhænget til os. Vi husker det begge som at ‘der kom en lille pink baby flyvende’ for så at forsvinde bag forhænget igen. Vi havde begge ønsket at lægerne og jordemoderen gjorde deres ting først, før Leander kom op på brystet. Og det gjorde de, og i løbet af et par minutter lå han på mit bryst, pakket ind i et lille håndklæde og med verdens sødeste og lillebitte sammenkrøllede ansigt. På ét splitsekund ændrede vores verden os for evigt! <3…

Indlægget er allerede ret langt, så jeg vil slutte det her og skrive et snart om hvordan det var i timerne og dagene efter kejsersnittet. Vil dog slå én ting fast: jeg har i rigtig mange år vidst jeg kun kunne føde via kejsersnit. Og vi havde begge den bedste oplevelse nogensinde. Hånden på hjertet, jeg kunne ikke forestille mig eller drømme om at føde på bedre måde. Dagen efter fødslen var jeg sågar klar til at gøre det hele igen. Og det holder jeg ved i skrivende stund – jeg kunne sagtens tage et kejsersnit igen idag. Det var vitterligt den bedste oplevelse nogensinde omgivet af fuldstændig fantastiske læger, sygeplejersker og jordemødre! <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fineste nyheder til de små