Gravid uge 34 (34+0 - 34+6)

Barsel og kejsersnit lige om lidt

//BABY// Jeg tog lige en uges ferie fra bloggen. Eller fem dages. For jeg havde en masse arbejde som skulle gøres færdig (og lidt Tour de France som skulle ses). Men ved I hvad venner? Jeg er officielt gået på barsel! I et helt år! Gisp! Tror også det er derfor jeg lige skulle have tid til at puste ud. Jeg har jo arbejdet altid – sådan føles det altså. Og nu skal jeg bare gå hjemme, i et helt år! Hej verdens længste ferie. Jeg skal være den første til at indrømme at jeg er bange for at jeg kommer til at kede mig. Jeg er ikke god til ikke at omgås mennesker, og selvom en lille baby jo også er et menneske, så tror jeg virkelig jeg kommer til at savne at have folk at snakke med. Men lad os nu se, for nu skal det nydes!

Mine dage går i øvrigt vanvittig langsomt for tiden skal jeg hilse at sige, for på mandag sker der noget stort. Det er en dato jeg har set frem til i 2 mdr nu! Vi har vækstscanning kl 9, og glæder mig selvfølgelig umådeligt til at se baby igen og hvor meget han er vokset siden sidst. Og kl 10 skal jeg til min obstetriker – her skal vi booke kejsersnit ind. Dvs på mandag ved jeg mere eller mindre hvornår det bliver. Vi ligger lige på nippet om det bliver en juli eller august baby, og kan vitterligt ikke vente. Proceduren er at min obstetriker vurderer hvornår det er bedst at anmode om kejsersnit (senest uge 38 da vi ikke skal risikere at jeg går i fødsel) og så bliver der sendt besked til operationsholdet og de tjekker tider osv. Det er ret vigtig det bliver en senior kirurg som foretager indgrebet, så vi skal lige sørge vagtplanen passer. Og så skulle jeg gerne få en opringning fra fødegangen cirka en uge før kejsersnit om tid og sted. Et par dage før bliver man så kaldt ind til ‘pre-operation’ konsultation med hele teamet for at få diskuteret det hele og evt ting man skal tage højde for.

Så det bliver altså en spændende uge vi går ind i. For på mandag er jeg 36+0, dvs vi snakker indenfor to uger. Hold op hvor er det vildt!

Jeg har de seneste dage haft ret mange menstruations lignende smerter samt ondt i lænden. Så går lige og er lidt på vagt. For ved at det godt kan betyde at noget er i gærde. Desuden er bivirkningen til de steroider jeg får at man kan gå i tidlig fødsel – så er lige lidt ekstra påpasselig med det hele. Det er selvfølgelig også en ting jeg skal diskutere med min obstetriker – hvor lang tid tør vi vente…

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gravid uge 34 (34+0 - 34+6)