Vinter favoritter med 20%

Derfor bor vi i England

//LIFESTYLE// Det er så hyggeligt når I derude interesserer jer for de lidt mere personlige ting. Forstår jer jo godt, for det hele kan jo ikke bare gå op i outfits og ønskelister, kan det? I vil jo sikkert gerne vide en smule mere om hvem det er som sidder bag bloggen, til trods for mange års blogging, så har vi bloggere det jo med et holde nogle kort tæt. Sådan foretrækker jeg det nu også, men visse ting kan sagtens deles hvis I spørger mig. Som fx. Indlægget om hvad det er jeg arbejder med. Og indlægget hvor jeg beskrev hvor tæt jeg har været på at gå fuldkommen ned med stress. I forbindelse med at jeg skrev de indlæg var der en af jer som spurgte om jeg gad skrive lidt mere om hvorfor det egentlig er vi bor i England og ikke Danmark. Og det vil jeg da enormt gerne, so here goes..

Det hele startede for 9 år siden i Frankrig, da jeg mødte Jason. Den historie får I en anden gang 🙂 Men fastforward nogle år som gik med langdistance forhold, flyttede Jason til Aalborg og boede i 2,5 år imens jeg færdiggjorde min uddannelse på AAU. Det var også dengang jeg startede på bloggen. Det er ved at være mange år siden! Årene i Aalborg var skønne, men også svære for Jason: Han forlod et virkelig godt job i Bristol hvor han arbejdede i et fint lille arkitekt firma, for at komme til Aalborg, uden at kunne dansk. Aalborg er på mange måder stadig en provinsby, og ingen arkitekt firmaer var glade for at hyre en ikke-dansk talende. Det betød desværre at Jason aldrig rigtig kom igang med et godt arbejde, og da jeg nærmede mig afslutningen på min internationale uddannelse var det fuldstændig naturligt at vi rykkede til England.

Jeg husker vitterligt ikke at vi havde mange samtaler omkring hvorvidt vi skulle flytte eller ej. Det var bare som om det lå lige i kortene. Derfor kan jeg ikke på skrivende stund sige at vi gjorde os mange overvejelser, for det gjorde vi ikke! Rent praktisk gjorde vi det således:

Møbler blev solgt, vi havde ikke super meget som ikke var billigt IKEA bras, og de få ting vi havde blev puttet til side i opbevaring til senere (Tak til min søde forældre for at køre vores møbler til Bristol <3). Vi flyttede i kufferter og to cykel-kasser. Jason fløj først til England og jeg fulgte 14 dage efter. Fordi jeg lige var blevet færdig på uni og var en del af en a-kasse, var jeg så priviligeret at jeg kunne tage mine dagpenge med til England. I de første 3 måneder. Dette betød at vi rent økonomisk havde mine dagpenge. Vi flyttede direkte ind hos Jason’s forældre. De har et stort hus, men til trods for dette var det enormt hårdt den første tid! Vi gik begge arbejdsløse, og mine svigerforældre var begge lige gået på pension. Så tag 4 mennesker som alle har ufattelig lidt at lave, ude på landet, det var hårdt! Vi kom godt nok hinanden ved må man sige.

Til trods for den trange plads, tog jeg det lidt afslappet med at finde job 😉 Ville gerne nyde lidt fritid efter alle årene på skolebænken. Det skulle dog vise sig det var langt lettere for mig at finde job end for Jason. Desværre. Og i England er der intet some dagpenge eller nogen som helst anden form for understøttelse hvis du er uddannet og arbejdsløs. Så det var hårdt! Og det var hårdt i langt tid.

Som I nok kan gætte var hjemveen til Danmark enorm i den første tid herovre. Det hjalp lidt efter jeg startede job. Men så alligevel ikke: Vi havde ikke vores egne møbler eller noget vi kunne kalde vores eget hjem. Vi havde lave indkomster, hvis nogen. Vi boede ude på landet og jeg var tvunget på enten offentlig transport eller bundet til at skulle køres af Jason hvis jeg skulle nogle steder, pga dumme bilforsikringer i England. Set i bakspejlet, så var det eddermanme hårdt! Puh.

Jobbene og indtægter blev dog bedre og efter det første år herovre besluttede vi os for at købe vores egen lejlighed. Det lod vente på sig, 360 dage for at være præcis fra vi reserverede til den stod klar. Men pludselig var det enormt plus at vi boede ‘hjemme’ for vi kunne spare en del op til det nye. Bonus!

Nu har vi boet i vores egen skønne lejlighed på havnen i Bristol i snart 2,5 år. Jason boede i Aalborg i 2,5 år. Hold op hvor det er vildt når man sætter tingene i perspektiv på den måde. Til oktober har vi boet i bristol i 5 år! 5 år! Det er vildt. Da vi rejste herover havde vi ingen idé om hvor langt tid vi ville blive. Men vi vidste altid det aldrig skulle være permanent.

Fremtiden, hvad skal fremtiden bringe? Jeg håber snart Danmark, den dejlige velfærdsstat, er i syne igen. Og det er den. Uden tvivl. Måske via et par år i Californien fx 🙂 Ej det er virkelig ikke til at sige! Vi er rejselystne så det er helt vildt. Og med et Greencard indenfor rækkevidde, kunne det være fedt at opleve et par år på vestkysten. Men hvad så med børn? For det kommer vel også snart på tale. Det er svært at sige. For vi elsker også vores lejlighed og kunne aldrig drømme om at flytte fra den. Mon den kan tages med til Danmark? 🙂 Én ting er sikkert, når det bliver Danmark, så skal det være København, for det er langt mere internationalt for Jason. Og næste gang flytter vi ikke sådan lige til et andet land uden at have to jobs sikret inden. Og næste gang får vi nok brug for en container istedet for kufferter 🙂 Så lidt har vi da lært over de sidste 4,5 år.

Skriv endelig en kommentar hvis I har yderligere spørgsmål til vores Englands eventyr, eller hvis der er andet I gerne vil høre mere om <3

 

aa95019e-6758-47c9-9b7a-7910e3c87983

 

7620123a-abca-4e54-a993-8100fa9676e3

902d37ce-495a-4fb8-a0b5-657089c2a2ba

10 kommentarer

  • Rikke

    Vi I hvordan alt det her med Brexit kommer til at påvirke dig derovre, eller Jason hvis I flytter til DK?

    Og inden du roser velfærdsstaten alt for meget, Så ville jeg skynde mig at få undersøgt hvad alle de nye regler som regeringen planlægger for danskere ude, kommer til at betyde for jer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Josephine

      Jeg tror alle er hunde-red for Brexit, det er/bliver nok ikke saa slemt som de forudsiger. For at vaere helt aerlig, saa er der enormt lidt information om det. Men jeg er dansk statsborger, og vi er gift, og Jason har boet i 2,5 aar i Danmark og betalt SKAT fra dag 1, saa mon ikke de lader os komme ind i landet 🙂

      Saa vidt jeg lige umiddelbart kan se skal vi vist begge tage en test naar vi vender tilbage, tror det er det. Som sagt, vil jeg have virkelig svaert ved at forstaa hvis vi ikke kunne vende tilbage 🙂 Ellers flytter vi bare til et andet land, haha

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisbet

    Hvor er I seje – og hvor er det spændende alt det der flytteri 🙂
    Jeg tror også I skal være opmærksomme på hvorvidt i har ret til dagpenge e.a. når i har været ude af DK i en periode – kender én der havde problemer med det i hvert fald 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Josephine

      Vi har 100% ikke ret til dagpenge med det samme. Saa meget husker jeg fra da vi ‘opgav’ Danmark. Jeg mener vi skal arbejde et minimum antal timer i Danmark foer vi har ret til det. derfor flytter vi ikke foer vi er 100% sikret jobs til os begge 🙂 Det var helt skoert da Jason boede i Danmark, for han var faktisk berettiget til dagpenge, men det fandt vi bare aldrig ud af. Desvaerre. Men saadan akn man jo laere ting hele tiden 🙂 Og vi har ikke vaeret vant til nogen form for understoettelse som sikring de seneste 4,5 aar, saa tror det gaar 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Super spændende læsning – nyder at følge med 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathe

    Så fint et indlæg 🙂 I hvert fald sjovt at læse om når man selv står med drømmen om at flytte til udlandet. Du skrev i det indlæg hvor du skrev om din stress og sygedom her den sidste tid at du havde fået fjernet en del af din tarm grundet din colitis ulcerosa. Jeg har selv sygdommen og har i perioder gennem de sidste to år kæmpet lidt med den, så hvis du føler at det ikke er for privat at dele ud af, så kunne jeg da utrolig godt tænke mig at høre din historie med sygdommen. Måske en idé til et indlæg :-). Forstår selvfølgelig udemærket hvis det er for privat eller at du ikke vil dele det på bloggen, fordi det er jo en stil/livsstilsblog og ikke en sygdomsblog ;-).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Josephine

      Kathe, jeg er saa ked af at hoere at du doejer med Colitis! det er en frygtelig sygdom og noget saa frustrerende at ingen ved hvorfor den opstaar, og medicin langt fra hjaelper paa alle. det er 11 aar siden jeg fik fjernet min tarm , og det var eneste loesning for mig. Paa det seneste er jeg begyndt at frygte lidt om det kun er en midlertidig loesning, da jeg har flere og flere problemer med maven og inflammation. Tilbage i 2012 skrev jeg faktisk et langt indlaeg om det, tag og laes med her: http://stylebyjosephine.dk/2012/05/this-is-my-personal-story/

      men mon ikek jeg skylder en opdatering snart herinde. Ved hvor mange som sidder derude og doejer med saa tabubelagt en sygdom, det er frygteligt! Sender dig masser af varme tanker og du skal avere mere end velkommen til at sende mig en mail hvis du har spoergsmaal, har gennem aarene snakket med en del via mail: stylebyjosephine@gmail.com <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kathe

      Tusinde tak for dit søde svar – det kan være at jeg sender dig en mail

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Josephine

      Det skal du være velkommen til <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vinter favoritter med 20%